Sydhavsøernes Fjerkræ klub

Info om udstillinger

Der er flere slags udstillinger.

1) Landsudstillingen (LU) afholdes af vores hovedforening Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl (DFfR) i den 2. weekend i december måned i Herning Hallerne. Og for duerne afholdes Nationalen (Racedueforeningens landsudstilling) i januar

2) Specialklubudstillinger afholdes om efteråret og vinter af de pågældende special klubber af de forskellige racer.

3) Klubudstillinger afholdes om efteråret og vinter af alle de “små” lokalklubber rundt om i landet.

4)Sommerudstillinger / dyrskuer / haneudstillinger / æggeudstillinger findes der også.

For at kunne udstille så skal du have faste fodringe på dit fjerkræ og de skal også være vaccineret mod new castle disease (hønsefugle) og paraxmostose (duer) senest 8 dage før. Du skal endvidere også være medlem af Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl (DFfR) eller Danmarks Racedueforening (DRF) for at være det, som kaldes et aktivt medlem og for at kunne de faste fodringe. Og du skal også være medlem i den pågældende klub man vil udstille i.

Hvordan foregår så en udstilling ??

Eks. Sydhavsøernes Fjerkræ Klubs udstilling starter på denne måde.

Du får tilsendt et blad/mail om at nu er der udstilling og sammen med bladet/mailen er et tilmeldingsskema som du udfylder og sender retur .

Udstillingen er altid den sidste weekend i november og skifter mellem at blive afholdt på Lolland og Falster.

Fredag aften (kl. 17-19) kommer du med dine dyr, betaler stadepenge og får en seddel med hvilke bure de skal sættes ind i.
Du Afleverer kopier af ringsedler og vaccinationsattest.

Lørdag formiddag bedømmes dyrene af dommerne og udstillingen vil derfor først være åben kl. 14 for offentligheden. du kan også melde dig til dommermiddagen, hvor du så har mulighed for at snakke med dommerne.

Søndag er udstillingen åben fra kl. 10 til kl. 16. hvor der så er uddeling af præmier og pokaler kl. 15.30.

Der uddeles vandrepokaler, ærespræmier og kåringspræmier.
Kl. 16 må du tage dine dyr ud af burene og køre hjem. En dejlig oplevelse rigere.

Du må også meget gerne hjælpe til på udstillingen med de forskellige ting, såsom opstilling og nedtagning af bure, vande og fodre hønsene osv.
For dette får du forplejning (mad og drikke) på de dage du hjælper til.

Dyrene får selvfølgelig også foder og vand under hele udstillinge.

Hvad koster det ??

At udstille er ikke dyrt, Det koster fra 20 kr. pr. dyr og op til 50 kr. når det er landsudstillinger. Europaudstillingerne er dog lidt dyrere ca. 90 kr. pr. dyr.

Vaccination koster her i SFK 7 kr. pr. dyr. og ringe fra DFfR og DRF 3 kr. pr. stk.+ 50 kr. i adminstration/porto.

Hvad så med dyrene ??

Dyrene skal selvfølgelig være racerene, frie for utøj og være sunde og raske. De skal endvidere være rene og så udviklede at de er fuldfjerede. Så en vask kan komme på tale, især med hvide/lyse dyr.
Man kan udstille alt lige fra et dyr og helt op til…. tja alle dem magter. Men mange af pokalerne, æres – og kårings præmier er for 3 dyr, hvor begge køn er repræsenteret (1,2 / 2,1 ) og så er der ofte også en vinder på tværs af alle dyrene, som f.eks. på LU en Danmarks mester, hvor det er de 5 bedste dyr (2,3) på hele udstillingen, som vinder dette.
Man kan udstille dyr i alle aldre, men oftest er det dyr fra indeværende år, som ses mest. Men de helt store og ikke mindst langhalede racer kan oftest være rigtigt gode i deres 2. leveår.
Man kan også udstille høns med andres opdrætteres ringe på, dog kan dette have indflydelse på evt. præmie regler.
Hvis man er i tvivl om dyrene er gode nok. Så kan du altid tage kontakt til en i f.eks bestyrelsen og får råd og vejledning eller deltage i forskellige hønsedage, som mange klubber afholder, for der ER ALTID hjælp at hente, så man skal endelig ikke holde sig tilbage med at spørge.
En anden god ting er også at investere i Den Skandinaviske Fjerkræ Standard, hvor alle anerkendte racer er beskrevet ned til mindste detaljer + en masse andet nyttig info om f.eks. udstilling.

Hvorfor egentlig udstille ??

Tjae, de fleste udstiller for at få vurderet sine dyr og være sammen med andre ligesindede, nogle udstiller for at vinde, og jo det er altid sjovere at vinde end at se sine dyr med en dårlig karakter.
Nogle bruger udstillinger som et udstillingsvindue (reklame) til potentielle nye hønseejere.
På udstillinger kan folk nemlig se racerne “live” istedet for som billeder i en bog.
Og jo større variation der er af forskellige arter og racer der er på en udstilling, des bedre. For det er altid sjovere og mere spændende at se mange forskellige racer og farver. Medmindre selvfølgelig det er en specialklub udstilling for kun én enkelt race.

Hvad så med dommerne ??

Dommerne er bestilt på forhånd, og de ved hvilke racer de skal dømme. De ved dog ikke hvem der ejer de forskellige høns. Dommerne er tit på udstillingen, når den åbner, så man kan få en snak om hvorfor dine dyr er dømt, som de nu er. For det er altid bedre at spørge dommeren direkte for evt. forklaringer på bedømmelsen end at drøfte med andre.

Får mine dyr en fair bedømmelse ??

Det gør de, da alle dommere er øvede og ansvarsfulde.
Men ikke alle øjne ser ens, så det kan variere fra udstilling til udstilling, og dyr kan også sagtens blive både bedre eller dårligere indtil næste udstilling. For bedømmelsen er et øjebliks billede af dyret, så her hjælper det meget hvis dyret er vant til at blive håndteret og stå i et bur, så det er roligt og kan præsentere sig bedste muligt.

Er udstilling noget for mig ??
Det er ikke så svært eller farligt endda og bestemt heller slet ikke snobbet … OG HUSK på at alle har været nye en gang 🙂

Så prøv at udstille, for du bliver nemlig bidt af det.

Besøg evt. også en udstilling eller flere og få dig en snak med udstillerne, arrangørerne samt ikke mindst dommerne.