Dyrlæge aftenen i klubben

 

Dyrlægeaften den 27. september 2012

 

Som nybagt hønse-ejer og dermed nybagt medlem af Sydhavsøernes Fjerkræ Klub, var det med stor interesse, at jeg tilmeldte mig Dyrlægeaften i Våbensted, hvor dyrlæge Kim Rasmussen skulle fortælle om sundhed, trivsel og sygdom hos hønsene.

 

Kim var meget dygtig til at fortælle om de forskellige former for sygdom, uden at man straks syntes, at ens høns fejlede det hele. Desuden blev meget af tiden brugt på at fremhæve alle de fornuftige ting, man som hønse-ejer selv kan gøre for at forebygge sygdom og mistrivsel.

 

Da antallet af fremmødte var begrænset, var der god mulighed for at få stillet alle typer spørgsmål, og både garvede hønse-ejere og nybegyndere, som jeg selv, havde en livlig debat. Havde man ubesvarede spørgsmål, når man gik, var det selvforskyldt.

 

Tusind tak til dyrlæge Kim Rasmussen for et meget lærerigt foredrag, og tusind tak til klubben for et godt arrangement. Jeg kan kun opfordre til flere lignende arrangementer i fremtiden, og mængden af mulige emner er stor.

 

Med venlig hilsen

 

Pia Funk Nielsen

Stubberup

Nystartet 2012 med Plymouth Rock - tværstribet

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE