Hvilke tanker gør man


Indkøb af høns :

ALLER først må man få afklaret med sin partner om han/hun nu også ønsker at få høns.
Derefter må man (hvis man bor i en byzone) finde ud af reglerne for hønsehold, for disse kan være forskellige fra kommune til kommune.

Ligeledes er det også godt at få afklaring på hvor langt man vil køre for at få hønsene.

For det er langt fra sikkert at ynglings hønsene er "lige rundt om hjørnet" og nogle racer er desværre heller ikke specielt talrige.

Og MEGET vigtigt om det skal være  store høns eller dværghøns. Mange racer findes både i stor og dværg.

Store høns kræver selvfølgelig mere plads end dværghøns og store høns også både æder og s..... mere end dværghøns.

Svære racer flyver mindre og er mere rolige og lette racer er livligere og har mere flyvelyst.
Disse ting har alle betydning for hønsegårdens størrelse og om den evt. skal være overdækket.


Derefter skal man finde ud af om det "bare" er "havehøns"  eller om det også er  høns til videre opdræt/udstilling man vil have. 

Alle racerene høns kan i princippet udstilles,
(hvis de har fast ring og er vaccineret mod new castle disease) men det er ikke alle som får gode point.

Nogle kan have "grelle" fejl som giver 0 point. Men derfor kan hønen godt lægge nogle lækre æg, men man skal bare  ikke avle på hende.

Det næste er så, om det skal være prydhøns, kødhøns, æglæggere, rugere eller lidt af hvert nemlig en allround race. 

OG HER VIL JEG LIGE MANE EN POPULÆR FORDOM HELT I JORDEN :
Og det er at mange ikke tror på at racehøns lægger æg, men det passer heldigvis IKKE, for racehøns lægger nemlig æg og nogle racer endda rigtigt mange.

For mange racer er lavet netop med æglægning for øje og mange racer er endvidere også lavet med både æglægning og slagt for øje. 

Så de fleste racer opfylder nemt en families forbrug af æg og kød.

*

Så hvilke høns findes der så ?

Der er i store træk 3 forskellige valg :
Racerene høns
Blandinger af racerene høns
og hybrider (industrihøns)

Læs mere her :
http://www.sydhavsoernes-fjerkrae-klub.dk/10029025

Nogle mennesker kan godt lide at have  høns af forskellige racer og farver mixet sammen og det kan også sagtens lade sig gøre, dog skal man være obs. på om en eventuel hane passer til selv de mindste høner i flokken.
Men får de kyllinger  bliver det nogle blandings høns af forskellig udseende og de forskellige racepræg forsvinder. Disse blandinger kan blive ganske kønne eller ganske grimme, og de har en væsentlig lavere værdi end racehøns, hvis man en dag skal af med dem.
Selvfølgelig lægge de også æg og de er gode til suppe og steg !

*

Når du skal købe racehøns, er det bedst at kontakte en opdrætter af den pågældende race.

Det kan gøres ved at kontakte en lokal- eller en special klub. 

Eller igen besøge en udstilling og se racerne "live".
Her kan du få viden om racen og få gode tips om pasning. Du kan også få at vide hvad der er vigtige racekendetegn og temperament  for den pågældende race.

De fleste opdrættere ringmærker deres høns med en fast ring med nummer og årstal på. 
Med en fast fodring er du altid sikker på  hvor gamle dyrene er. 
(så du ikke komme hjem med nogle gamle "krager" )

Ringene har forskellig farve fra år til år.
I 2015 er ringene hvide.

Hvis du vil avle og udstille , SKAL du selvfølgelig have gode og racetypiske dyr.

Køb eller lån Standarden for Skandinavisk Racefjerkræ. Husk endvidere at få rettelsesbladene med også, så standarden er opdateret. Der udkommer rettelsesblade hvert andet år.
Standarden er et rigtoigt godt og uundværligt opslagsværk hvori alle godkendte racer og farver indenfor høns, dværghøns, kalkuner, gæs og ænder  i Skandinavien er beskrevet.
For det er en god ting at sætte sig ind i den pågældende races udseendet og kendetegn.

Anskaffelse :
Det kan være svært at finde æglæggende racehøns
fra januar og til engang midt i maj/juni, og det er fordi at på dette tidspunkt er der kun avlsdyrene tilbage hos opdrætterne alle andre er sorteret fra.
Og avlsdyrene er nu i fuld sving at producere den næste generation.

OG DOG så kan du være heldig at kunne købe avlsdyr af en opdrætter hen på forsommeren, når opdrætteren har brugt dem og fået lavet kyllinger selv.


*

Året kort (racehøns):

Januar - maj laves der kyllinger i stor stil, det er kun de bedste avlshøns, som på dette tidspunkt er i live. Efter avlssæsonen er der mange opdrættere,
som sælger ud af deres gode avlshøns og man kan være heldig at få købt nogle gode dyr.

Fra januar og frem til udstillingerne starter (oktober) sorteres ungdyrene hele tiden og man kan så købe kyllinger i meget forskellig kvalitet, alt efter hvad man skal bruge dem til.
Efter udstillingerne (januar) sorterer mange igen deres dyr en sidste gang.

En høne skal være ca. en 5-6 mdr. for at lægge æg. Æglægning hænger også sammen med race, forhold (foder) og ikke mindst årstid.

*

Priser :

Det koster penge at lave høns, gode såvel som mindre gode. Priserne på foder stiger hele tiden støt og prisen på strøm er heller ikke blevet mindre.

Desværre så har racefjerkræ ikke fulgt de samme prisstigninger som f.eks race hunde- og katte har.

En høne i stor race på 6 mdr. har ca. kostet 125 kr. at lave.....

Så regn med at en racehøne i stor race ihvertfald koster fra 150 kr. og så opefter afhængig af alder og kvalitet.

Rugeæg lægger på 5-20 kr. pr. stk.
Daggamle kyllinger på 25-45 kr. pr. stk.

Priserne er ca. priser.

*

Hvor finder man fjerkræ ?

Her er nogle links :
http://www.racefjerkrae.dk/start/
Her finder du alle lokal- og specialklubberne.

www.danskfjerkraeforum.dk
Her finder du mange ligesindede folk med fjerkræ på alle niveauer.

Gode råd :

Køb altid hos opdrætteren, så du kan se dyrene og ikke mindst se forholdene. Køb kun ubeset hvis du har tillid til og kender opdrætteren.

Sæt de ny indkøbte høns i karantæne, når de kommer hjem og se dem an inden de sættes sammen med egne dyr.

INFO :

Mange forhandlere/hønserier sælger også høns og kalder dem desværre også for racenavne, som f.eks. Maran, Sussex og Plymouth Rock.
Disse høns er masseproducerede på store rugerier i Tyskland eller Polen og de ligger meget langt væk fra standarden for de rigtige racer.
Desværre er der stadig mange mennesker, som er  blevet snydt og troet på at de har købt racetypiske dyr.

Så er sælger et firma eller privat person, som også sælger de gængse hybrider, så vær obs. at de racehøns de måske også sælger ligger langt fra standarden for racen.




Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE